Forandring fryder.

En af de ting, som jeg har haft sværest ved at lære, er at jeg ikke kan ændre på andre mennesker. Det jeg KAN ændre, er hvordan jeg selv reagerer på dem.

Jeg tror vi alle sammen har en person, eller flere, i vores liv, som på den ene eller anden måde har såret os. Som har gjort ting mod os, som har gjort ondt både fysisk og psykisk.
Værst er det, hvis det er en som står os meget nær. En bedste veninde. En forældre eller bedsteforældre. En søskende. En elsker...

Værst, fordi vi selv har følelser i klemme i forhold til disse personer. Var det en fremmed, der havde opført sig på samme måde, var vi blevet vrede, og havde vendt os væk promte. Eller reageret ved at skælde ud og ikke finde os i noget.

Med hvad gør man når den person er din far, og du ikke er andet end et barn?
Vi vælger ikke selv vores familie, og derfor gør vi så utroligt meget for at holde sammen på den. Beskytte den. Nogen gange alt for meget og alt for længe.
For de personer er de vigtigste der overhovedet findes i vores liv. De 'har været' der hele ens liv. De er velkendte. - Og velkendt er trygt. Selv om det måske egentlig ikke er trygt i virkeligheden.
Og vi opdrages af disse personer. Det er dem der lærer os hvordan verden fungerer og hænger sammen. Og hvorfor skulle vi ikke tro dem? Det er jo dem der er de voksne. Får vi ikke altid som børn at vide, at det er de voksne der har ret?

Så sker der gerne det, at vi bliver ældre. Vi ser mere af verden. Ser en hel anderledes side af verden. En som ikke består af alkohol. Eller vold. Eller svigt. Eller angst...

Pludselig fjernes vores indoktrinerede filter for vores øjne, og vi kan se, at det her... Det er da helt galt.

Så prøver vi at råbe de personer op, som har lært os det forkerte... 'Hov', siger vi. 'Du er da forkert på den.' 'Se her...' 'Se hvordan tingene også kan gøres...' For vi går selvfølgelig ud fra, at de bare ikke har vidst bedre, de her personer. De er blevet opdraget til det, nøjagtig som vi er. Der er bare ingen der har vist dem 'lyset' før...

Sjældent får vi den reaktion, som vi forventer. Faktisk sker det ofte, at personerne bliver værre.
For nu skal du ikke komme og spille klog. De 'voksne' ved bedre. Så klap i. Og ret ind. Ellers skal vi nok sørge for at du gør det...!

På det tidspunkt er der dem, der siger "okay", og 'retter ind'. Og lever et misserabelt liv, og sandsynligvis selv viderefører den samme lære til andre. For det er sådan det gøres!

Så er der dem, som får det så dårligt ved at være sammen med og snakke med personerne, at de er nødt til at bryde kontakten, for ikke at ødelægge sig selv.
Måske drejer det sig kun om en eller to tråde i ens liv der skal klippes. Men ofte er disse tråde viklet uhjælpeligt sammen med andre, så der er umuligt at klippe dem, uden at klippe andre over også. Og hvert klip gør ondt, men er nødvendigt.

Og så kommer fantomsmerterne... Abstinenserne, efter for lang påvirkning af personerne.
Hvor det dog smerter, nu hvor tråden er klippet væk. Der mangler noget. Pludselig er der kommet et stort sår. Som væsker og spyder pus og betændelse ud...
Mange af os tyer til psykologer, og andre der kan hjælpe os med at få syet såret sammen. Det tager tid. For jo mere sjusket du er. Jo værre bliver arret...

Efter et stykke tid er såret syet. Og måske er det endda rigtigt flot syet. Med proffesionelle sting lavet med omhyggelig omsorg.

Og så sker der det, som altid sker, når et sår begynder at hele. Det klør... Klør helt vildt, så man næsten ikke kan holde fingrene fra det...
Man har det bedre. Den generelle smerte er væk og har været det et stykke tid...
Men den pokkers kløen...
Abstinenserne kommer lidt igen. Pludselig kan man huske ting, der var glemt. Hullet hvor tråden var, virker pludselig større og sværre at fylde med noget andet... Og så begynder vi at pille. Og klø os.

Ofte får det os til at bløde. Måske går der endda et sting, så man skal have det syet om. Og alligevel bliver vi ved. For f... det kløer. Vi er nødt til at få det beroliget på en måde. Vi er nødt til at finde den mentale klorhexidin til vores sår.

Hvis nu vi kan få dem der har forårsaget såret, til at forstå hvor slemt det er. Hvis nu de kan forstå og indse at de har gjort noget forkert. SÅ vil det hjælpe vores kløen og berolige os. Vi skal fortælle det til dem. Vi skal forklare. Vi skal oplyse. Vi bliver såret og smertens Jehovas Vidner. Vi skal forkynde og omvende personerne, så de kan indse deres fejl.

Men... Det vil de ikke.
De siger det er min egen skyld.
At jeg er egoistisk.
At de også har haft det hårdt.
At de ikke kan tage ansvaret for mig, mere.
At jeg skal blive voksen.
At jeg skal tage mig sammen.
At jeg selv må rode med de problemer jeg har.
At det i virkeligheden også var pga mig de havde det svært.
At det hele er min skyld...

Whaaaaaaaat???????????????????????????????????????????

Jamen......................

Måske er det mig...?
Måske er det min egen skyld...?
Måske er det heller ikke dem der skal tage ansvar...? Det er jo mig der har det hårdt...
Måske skulle jeg også bare tage mig sammen.... Og blive voksen... Og indse det hele er min skyld...


NEJ!!!


Det er IKKE dig!
Det er IKKE din skyld!
Det ER dem der også skal tage ansvar!
Du ER voksen!
Du HAR indset de fejl du har lavet!
Og du kan IKKE bare TAGE DIG SAMMEN!!!

Hvad du KAN gøre. Er at indse. At de bliver ALDRIG anderledes. ALDRIG!
Uanset hvor meget du forklarer, fortæller, forkynder, belærer, kæmper, slider, bløder - så forandrer de sig ALDRIG! De kommer ALDRIG til at forstå. De kommer ALDRIG til at indse deres fejl.

For det har de ikke lyst til... Længere er den ikke...

Hvad du KAN gøre. Er at reagere ud fra den erkendelse: Du kan ikke ændre dem. Men du KAN ændre DIG. Du kan vælge hvordan du vil reagere, når de opfører sig som idioter. Når de sårer dig. Når de er totalt egoistiske og ikke ser dig.

DU har magten til at ændre dit liv. Til at kræve respekt. Til at få den. Til at vælge hvem du vil have i dit liv, og hvor meget deres handlinger får lov at betyde.


Er du klar over hvor magtfuld du er?!

Det er helt vildt!! DU bestemmer. DU styrer. DU vælger. DU lever.


Så grib livet om nosserne, og lad ikke sorte sjæle bestemme hvordan din skal være. Du er det værd!