torsdag den 27. september 2012

Nærkontakt af 3. grad.

Hvorfor er det så svært for nogle mennesker at holde kontakten, mens det for andre er det mest naturlige i verden.

Jeg er en af dem der er vildt dårlig til det - big surprise - så dårlig, at der kan gå flere år, før kontakten bliver genoptaget. Så kunne man måske foranlediges til at tro, at det er fordi jeg ikke intersserer mig for andre. At deres liv og hverdag ikke er vigtig for mig.

Men det er helt forkert.

Jeg har en god kammerat, som jeg lærte at kende da vi gik på højskole sammen. Jeg tror ikke der går en dag, hvor jeg ikke tænker på ham.
Ja, synes du også det lyder utroværdigt, når folk siger det? At der ikke går en dag uden... Mhmm... Det gør jeg også. Og det er sjældent jeg tror på dem der siger det... Ikke detro mindre sidder jeg så selv her og ytrer nøjagtig de samme ord... Tsk tsk. Man har et standpunkt til man tager et nyt, ikke?
Alligevel er det nu... Hmm, lad mig se... 1½ år siden jeg snakkede med ham sidst? Joo, det passer vist meget godt. Det var januar 2011, til 5 års jubilæum for vores holds højskolestart...

:) Men. Hvorfor så så lang tid? Jeg forstår det ikke... Burde man ikke, hvis man er så interesseret i hvordan det går et andet menneske, kunne finde ud af at tage kontakt?

Vi prøver... Han ringer til mig - får min telefonsvarer - lægger en besked. Så ringer jeg tilbage til ham efter noogen tid - får hans telefonsvarer - hvor jeg lægger en besked... Så ringer han tilbage til mig efter noogen tid - får min... Osv osv... Og sådan kører den så i et par år, indtil vi mødes ansigt til ansigt, til en eller anden komsammen af en art... Flot... :)

Og det er jo egentlig blevet så meget nemmere i dag, med alle de sociale netværk der findes. Facebook, twitter, google+ og hvad ved jeg... Og alligevel går der så lang tid.
For hvad nu hvis den der sidder i den anden ende er lige så dårlig til at holde kontakt? Eller ikke er på de sociale netværk? (Joo, de findes skam endnu...) Men. Hvad så...?

Jeg skriver meget, og sender gerne laaaange mails om hvordan det går, og kunne sagtens holde kontakten på den måde. Men hvad nu hvis modtageren ikke bryder sig om at skrive? Hvad så...?

Så findes telefonen, super, hvis altså man kan få fat på hinanden. For selv om vi ALLE render rundt med en mobil på os, så er det næsten sværre at få fat i folk nu, end det var for 10-20 år siden. Der havde folk fastnet, og man vidste, ca., at der var visse tidspunkter, hvor folk var i nærheden af den.
Og jeg kan snakke i timevis i telefon. Hvis det er en ligeværdig samtale vel at mærke, hvor begge kommer med indslag og har interesse for den anden.
Men hvad nu hvis modtageren ikke kan finde ud af at snakke i telefon? Som simpelthen ikke bryder sig om samtaler henover telefonen som strækker sig over mere end 2 minutter, højest... Hvad så...?

Jamen, så må vi jo mødes. Yes. Perfekt... Jeg har 3 børn. De har en hverdag med skole, fritidsaktiviteter, og det har jeg også selv, samt faren. Så det kniber lidt med at finde tiden. Ro, stilhed og afslapning er efterhånden blevet en mangelvare i mange hjem, også mit. Hvilket gør, at når tiden så rent faktisk er der, til at kan tage på besøg hos en ven, så mangler energien... Men hvis nu man giver det en chance og tager afsted, hvad så?
Nogen venner bor tæt på, de er selvfølgelig nemmest at komme til. Hvis altså ikke de også er overbookede pga de aktiviteter, vi fylder vores liv med i dag.
Så er der nogen der bor lidt længere væk, men hvor det stadig er inden for en rimelig afstand. Med mindre du er nødt til at tage offentlige transportmidler, for så når du liige at komme frem, før du skal hjem igen... :) + Det skal jo passe ind i kalenderen...
Så er der dem der bor på den anden side af broen. Og hvorfor nævner jeg nu lige broen som en forhindring? Jo, det gør jeg fordi, det for en, der ikke har den store pengepung at gøre med, er en dyr fornøjelse af komme over på den anden side. Hvis jeg skal tur/retur på den anden side, vil der koste mig minimum 5-600,- Jeg har ikke en økonomi, som gør jeg kan tage ret mange af den slags svipture. Og tansporttiden er så lang, at der helst skal være en overnatning...
Hmm. Jamen så kan vi jo mødes når der holdes arrangementer af en eller anden art, som jeg skrev om tidligere. Ja, og det er fantastisk at se folk igen, til sådanne komsamner... Men hvor er det overfladisk... Du har ikke tid til rent faktisk at blive opdateret med, hvordan det står til hos den anden. Og glem alt om, hvis du kan mærke der er noget den anden egentlig har BRUG for at få snakket om. For hvornår er det lige der bliver tid til at sætte sig privat og få snakket om det der trykker, midt under en fest? Det gør der jo ikke...

Jeg har ikke ret mange venner. Det har jeg aldrig haft, og jeg er ikke så god til at få nye, fordi jeg holder mig meget for mig selv, har svært ved forandringer og har svært ved at holde kontakten.
Derfor er det des mere frustrerende, når det så bliver så svært at holde kontakt med de personer der er vigtige for mig, og som jeg gerne vil have i mit liv.

Men hvad kan der gøres?

Til Jer der sidder der ude: I er ikke glemt. I er ikke ligegyldige. I er enormt vigtige og betyder utroligt meget for mig. Stort knus til Jer alle.