Vrede.

Jeg ved det egentligt godt, og alligevel falder jeg i, og gør det.
Siger og skriver noget i vrede.

Det er ikke fordi, jeg ikke mener det jeg siger eller skriver. Det bliver som regel bare sagt på en måde, så det bliver for voldsom.

Som f.eks den forrige blog. Der er ingen tvivl om at jeg mente det jeg skrev. Men kunne godt mærke på mig selv bag efter, at det var skrevet på en hård måde.

Mit ønske er at skrive noget der er velformuleret. Indeholdende en vis humor og gerne med et eksempel eller 2 fra mit eget liv. Det er noget jeg selv kan relatere til når jeg læser hvad andre har skrevet, så det er klart værd at stile efter.
Problemet opstår så når jeg bliver vred...
Ikke fordi jeg så ikke kan finde ud at formulere mig, synes jeg selv, meeen det der med humoren... Det er noget af det første der ryger. Er jeg træt, syg, ked af det, har ondt, bekymret eller andet - så er humoren der stadig. Men vred... No way... Der er bare slet ikke noget sjovt ved at være vred, altså...! Hrmf... ;)

Havde jeg taget mig tiden til at falde lidt ned, tænke tingene igennem og måske ventet en dag eller 2 - eller i det mindste bare et par timer - så var resultatet nok blevet meget anderledes. Målet ville have været det samme, men midlet til at komme der til ville være ændret.

Tør jeg mon prøve igen? ;)

Nu vil jeg lige advare om, at jeg faktisk ikke har læst den forrige blog siden jeg skrev den. Derfor kan der godt komme nogle gentagelser og det er meget muligt jeg viger lidt fra emnet undervejs...
Let´s go!


Forandring fryder. Del II

Noget af det, der har taget mig længst tid at lære er at jeg ikke kan ændre andre mennesker. Jeg kan kun ændre den måde jeg reagerer på dem.

Jeg kommer fra en ganske almindelig familie - hmmmm - med mor, far og 4 børn. Jeg er nr. 2 i søskendeflokken på 4 piger.
Kort tid før min mindste søster bliver født, sker der en ulykke, som vores far er involveret i. Den gør at han får en hjerneskade, og forandrer sig en hel del.
Alle de negative sider der var i hans personlighed før, bliver nu forstørrer temmeligt meget og de positive træk forsvinder næsten væk.
Det er der kommet mange ulykkelige historier ud af, men det er ikke så meget dem jeg ind på. Det er mere hvordan vi 4 piger, og min mor, reagerede efterfølgende.

Min storesøster (1) har altid været fars-pige. Hun var den der fik så frygeligt ondt af min far over, at han skulle være alene, da min mor endelig kom til konklussionen at en skilsmisse ville være bedst for os alle. Så søster 1 beslutter sig for, at hun vil bo ved far. Hun var 15 på det tidspunkt, så der var ikke så meget min mor kunne gøre ved situationen. Og min ældste lillesøster (3) villle med søster 1. Så enden på det blev at søster 1 og 3 skulle bo ved far, og jeg og søster 4 skulle bo ved mor. Så langt så godt...

Uheldigvis var min far ikke i stand til rent faktisk at tage sig af 2 børn. Og slet ikke en på 8. Lad os bare sige at det gik totalt i ged... Mht søster 3 eskalerede det hele da min far blev anholdt pga mistanke om hash smugling for flere millioner. Der tog min mor søster 3 hjem. Men det var allerede for sent.

Søster 3 har lidt psykisk af sin tid hos far lige siden. Flere år led hun af dårlig mave pga nervøsitet og generel uro. Hun var inderst inde godt klar over, at det ikke havde noget med hende at gøre, at han var som han var. Men prøv du at overbevise hendes mave om det.
Helt galt gik det, da hun lige var fyldt 17 og startet i lære som frisør. Det havde hun glad ringet og fortalt ham. Hvorefter han sender et brev til mor om, at nu vil han ikke betale børnepenge mere for hende, for nu var hun jo begyndt at tjene sine egne penge...
Dvs, det han var gået fra samtalen med, var "Yes! Nu slipper jeg for DE børnepenge..."
Det slog søster 3 fuldstændigt ud. Den vrede der byggede sig op i hende...
Hun havde gået i alle de år, og håbet, og ønsket og bedt til, at han ville vise hende kærlighed - også selvom han var et rø.... - men dér knækkede filmen for hende.
Det udviklede sig til en kæmpe overvægt, og en selvtillid der lå så langt nede, at hun ikke havde en idé om, hvem hun selv var. Hun begyndte at komme sammen med en fyr, der var meget ældre end hende - hvilket der som sådan ikke er noget galt i - og som hun stolede blindt på, fordi han var ældre, og derfor jo også nødvendigvis måtte være det klogere. Det var han så ikke helt. Og det skal da siges, at forholdet ikke holdte til at hun begyndte at arbejde med sin psyke, fik en maveoperation og 'fandt' sig selv igen.

Hun har de sidste par år, ikke reageret på min far med mindre det er fordi han har været indlagt. Og så har det været høflighedsvisitter vel vidende at manden kun er intersseret i sig selv og ikke sine børn eller omgivelser i det hele taget.
Vores far har ikke ændret sig. Men det har min søster. Hun vælger ikke at lade ham påvirke sit liv på den negative måde han tidligere har gjort.

Indsigten for hende kom med forståelsen af, at vores far ikke ejer evnen til at sætte sig ind i andres liv. Ejer ikke skyggen af empati, eller situationsfornemmelse for den sags skyld.
Derfor er det selvfølgelig ikke ok, at han opfører sig som et svin.
Men vi kan gøre en forskel, ved bare at sige direkte til ham når han gør noget lort, at det gider vi ikke finde os i, og vende ham ryggen. For ellers forstår han det ikke.
Det er ikke noget der kan ændres på. Og vigtist af alt - det er ikke på nogen måder en reflektion af, hvordan vi andre er som personer.

Søster 1 endte med at blive smidt ud hjemmefra af far, da hun var 16. Det kom sig af, at hun ikke ville finde sig i at blive behandlet som hans personlige slave, mens han sad dag ud og dag ind og drak hjernen ud i kaffepunch og kaldte mor for grimme ting... Det er nu også mærkeligt, at hun ikke ville finde sig i det... Utaknemmelige skarn... Altså...
Heldigvis gjorde han det på skrift, så hun kunne gå på kommunen og få hjælp til at finde noget at bo i. Hun måtte gerne bo ved mor og os andre unger. Men søster 1 havde en kæreste der var noget ældre og havde sin egen lejlighed, og så var det jo ikke særligt tiltalende at skulle sove på sofaen, og generes af åndssvage søskende... ;)
Hun prøvede at række hånden frem til far mange år senere, da hun følte hun var nødt til (de skide overaktive trofast-datter-gener) at invitere ham til sin datters barendåb. Men han opførte sig simpelthen så dårligt, at han fik ødelagt hele dagen for hende.
Hun har ikke snakket med ham siden. Og føler ikke noget tab ved det.
Ikke fordi hun går og har en vrede overfor ham og derfor ikke vil se ham. Han siger hende bare ingenting. Overhovedet...
Om han eksisterer i verden, har ikke støre betydning for hende end, om 'Svend-Bent fra fyn' gør...

Bettesøs, søster 4, er nok den der har været mindst påvirket af det hele. Hun har aldrig kendt ham som andet end sådan som han er nu, og har derfor ikke en idé om, hvordan det kunne være. Hun har primært brugt ham til at få ting og penge ud af, da hun ret hurtigt fangede, at han ikke var til meget andet. Hun er de sidste par år stoppet med at tage på andet end pligtvisitter hos ham, for han siger hende ikke så meget. Hun har en super stedfar, som har været der for hende hele sit liv, næsten, og som hun er begyndt at påskønne mere og mere. Så interessen for en mand, som kun går op i sig selv, er ikke stor må man sige...

Og hvad så med mig? Tjo... Egentlig er det ikke fra ham, jeg har min personlige erfaring med, at folk ikke ændrer sig. Men jeg har stået på sidelinien og set hele forløbet for mine søstre. Jeg har aldrig selv været involveret, rigtigt. Jeg var mors-pige, og havde ingen kvaler med at efterlade det fulde s... til sig selv. Jeg syntes bare han var ynkelig.
Selvfølgelig gjorde det mig ked af det, at mine søstre var kede af det, men det påvirkede jo ikke mig personligt. Og da jeg blev gammel nok til at synes, at det at kunne sidde i 3 uger foran en computer ved ham og drikke cola, æde chips og ryge smøger - og høre på ham, når han var stangstiv - ikke var lykken, så holdte jeg med at komme ved ham. Han har ringet nogen gange til nytårsaften, men kommer aldrig på besøg. Heller ikke selvom han bor langt væk, og i forvejen kommer forbi der hvor jeg bor. Det rører mig ikke. Jeg har været på besøg hos ham nogle gange i forbindelse med hans sygedomsforløb, men det siger mig ikke noget. I virkeligheden; om han lever eller dør, har ikke den store påvirkning på mig, andet end, at der kommer noget praktisk i forbindelse med en begravelse.
Det lyder måske koldt. Men det ville jo heller ikke påvirke mit liv, som sådan, hvis jeg blev sat til at arrangere en fremmed mands begravelse. For det er det han er... En fremmed mand...

Nææ, min erfaring stammer fra svigermor. (Typisk, siger I? Oh Yeah... *grin*) Hun var meget ung, 16, da hun fik min mand. Og af en eller anden grund, så stoppede hendes personlige udvikling i den alder... OMG, den evige teenager... Shit...
Det kan have noget at gøre med, at hele den side af familien er seriøst forskruet, men, lad det nu ligge... Heldigvis er der mange af trækkene som manden ikke har 'arvet'. Noget har jeg fået pillet af ham. Andet har han lært på forskellige institutioner han har boet på under sin opvækst. Og meget ryster han selv på hovedet af, fordi det er så lang ude.

Men. Det har skabt en del gnidninger i forholdet mellem mig og svigermutter. Jeg gider ikke skal skældes ud af en teenager, på 45, som ikke kan tage vare på sig selv, og som så er pisse sur over at jeg ikke gør det for hende... Ikke min opgave, kære ven.
Hun blev så indlagt på psyk i en periode, da det var helt galt. Det hjalp hende rigtigt meget, men på det tidspunkt snakkede hende og jeg ikke sammen, overhovedet. Manden var der stadig for hende, og det havde jeg hele tiden sagt, at selvfølgelig skulle han det. Bare fordi jeg ikke kan med hende, er det jo ikke ens betydende med, at han ikke skal ses og snakke med hende.
De mente så på psyk, at vi - mig og manden - skulle komme til en samtale, hvor vi skulle snakke vores forhold til svigermutter igennem. Men det takkede jeg nej til...
Jeg havde ikke brug for at snakke om det.
Det kan godt være at det er egoistisk fra min side af. Men jeg er den type menneske, som sætter sig ned, når tingene er gået i ged, og analyserer hvad det er, der er gået galt.
Hvad del af skylen JEG har, så jeg kan ændre mine reaktioner fremover, og evt. komme med en undskyldning, hvis jeg har været strid. Tro mig, det holder jeg mig ikke for god til.
Jeg kan også have mine hekse-dage...
Jeg havde bare på fornemmelsen, at det ikke så meget var det, der skulle ske... Det ville i mit hoved blive en lektion i, hvordan hun havde det, og hvorfor hun reagerede, som hun gjorde. Dvs en forklaring, som jeg allerede godt kendte. Men der ville ikke blive nogen snak om, at det måske var forkert det hun havde gjort. Og så længe hun/de ikke var interesseret i at undersøge hendes egne fejl, var jeg ikke interesseret i grunden til dem...
Manden kunne så bekræfte, da han kom hjem fra mødet, at jeg havde fuldstændigt ret. Han havde lavet en liste over de ting, som gik ham meget på mht sin mor. Men hvis han begyndte at nævne noget fra den, fik han at vide, at det var ikke det han var der for... Hvad var så pointen?

Jeg er begyndt at ændre min væremåde overfor hende. Manden og jeg har jo fået børn, og de skal have lov at se deres farmor. Hen ad vejen, er jeg så også begyndt at komme med. Men nu er det sådan, at jeg, på samme måde som jeg gør med min far, siger fra overfor hende med det samme, hvis hun opfører sig som en teenager. Og det sker jævnligt, stadig... :) Men ligesom jeg ikke finder mig i at min teenage søster snakker sådan til mig, så finder jeg mig heller ikke i, at hun gør det, bare fordi hun hedder svigermor... :) Og det virker...!
Vi behøver ikke have en lang snak om hvorfor det ene, og hvorfor det andet, og hvad gik galt osv osv. Jeg siger - det der gider jeg ikke - og enten forstår hun det, eller også tager jeg hjem. Længere er den ikke. Ingen sure miner - fra min side ;) - over det...

Jeg er kommet der til, hvor jeg respekterer mig selv nok til, at jeg ikke vil pisses op og ned af ryggen... Af nogen...

For eksempel, har søster 1 altid været rigtig god til at løbe fra sine aftaler med mig. Hvis der bare kom det mindste forbi, som var bare en lille smule spændende, så blev en aftale med mig brudt, hver gang. Det tog jeg op med hende en dag, hvor hun gav udtryk for, at det havde hun tidligere slet ikke forstået var et problem...
Fair nok...
Det fortsatte så alligevel, og så var det jeg ændrede adfærd.
Hvorfor lave en aftale med hende, og udsætte mig for den skuffelse det er, når hun aflyste.
Så det holdte jeg med... Så simpelt... Og det virkede...!

Så skete der det for nyligt, at hendes datter havde fødselsdag. Det holdte de på en hverdag, hvor vi meldte afbud, for det blev simpelthen for presset for os.
Så har mine unger lige haft fødselsdag. Der er ca 14 dage imellem dem hver, så det er 3 indenfor en måned ca.. Da vi bor meget småt, besluttede vi os for at dele familen op hen over de 3 fødselsdage. På den måde kunne vi holde det hjemme ved os selv.
Nu passede det så med, at den fødselsdag der lå i weekenden kunne søster 1 og hendes unger ikke. Så var der kun hverdagsaftner tilbage. Og da jeg virkelig gerne ville fejre fødselsdag sammen med dem, og jeg ved hendes dage er lige så pressede som mine, ringede vi sammen og aftalte en dag, hvor de skulle komme og fejre fødselsdag i en weekend. Herligt. :) Den store af hendes piger havde godt nok noget hun skulle til om formiddagen, men det var jo ikke til hinder for at de kunne komme til boller og kage og aftensmad.
På dagen, skriver søster 1 en sms, at "Hun havde set forkert, så det datteren skulle til, lå senere på dagen, så de ville først være færdig omkring kl 16. Så de kom altså ikke, for det blev for presset. Nu håbede hun ikke jeg havde forberedt en masse, men at de da lige kunne komme hurtigt forbi om mandagen, dagen efter, om eftermiddagen. Her skulle jeg selvfølgelig ikke diske op med en masse."
Altså... Nu var det kun dem der var inviteret, og hun havde selv været med til at aftale dagen. Alligevel var der ingen undskyldning bygget ind i sms'en. Ikke engang indirekte.
Der skal jeg ærligt indrømme, jeg blev en anelse vred...
Heldigvis er manden jo så fornuftig, at han kiggede på mig, og spurgte om jeg ikke kunne lade være at være en pige et øjeblik, og så bare skrive til hende direkte, at jeg synes det var træls.
Så det gjorde jeg...
Jeg skrev en sms, hvori jeg skrev, at "Jeg ærligt skulle indrømme, at jeg synes det var træls, for jeg HAVDE forberedt en masse (kage, boller, kakao, flødeskum, aftensmad osv... skrev jeg ikke - kun til Jeres info... ;), men at det jo egentlig var meget godt, at jeg med vilje ikke havde sagt noget til ungerne om, at de skulle komme (hvilket jeg ikke havde, nok fordi risikoen for at de ikke kom, lå og lurede i baghovedet). At selvfølgelig skulle hendes pige til det, hun nu skulle til, for jeg var ikke tvivl om, at det havde hun været spændt på i flere dage. Og om ikke hun kunne give besked om morgenen, hvis de kom om eftermiddagen, så vi ikke aftalte det nærmere end det..."
Jeg har så ikke hørt fra hende siden. Jeg er da ikke i tvivl om, at hun er blevet skide sur.
For hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind..?!
Jeg kommer ikke til hendes datters fødselsdag, og så tillader jeg mig at være flabet fordi hun ikke kommer til mine børns...

Jeg er ikke sur på hende. (Mere.) Jeg synes det er træls, men heller ikke mere. Det er sådan hun er overfor mig, og det har hun ikke tænkt sig at ændre på.
At jeg så valgte - med den viden i mente - at bryde mit mønster og ret faktisk lave en aftale med hende, det er jo så min po po det svider til. Men derfor påpeger jeg det altså overfor hende alligevel.
Så må hun være sur. Det er hendes energi hun bruger på det, ikke min.

Men jeg har beholdt min respekt for mig selv, og har sat en grænse for hvad jeg vil finde mig i. Det synes jeg, at jeg er værd, uanset hvem der behandler mig på den måde...


Det her blev langt, og jeg ved ikke om du er nået til enden uden at give op, men hvis du er: Tak fordi du gav mig chancen for at få rablet færdig. :)
Og omhandler det så egentlig det samme som forrige blog... Hmmm... Måske. Hvad synes du...? ;)

Forandring fryder.

En af de ting, som jeg har haft sværest ved at lære, er at jeg ikke kan ændre på andre mennesker. Det jeg KAN ændre, er hvordan jeg selv reagerer på dem.

Jeg tror vi alle sammen har en person, eller flere, i vores liv, som på den ene eller anden måde har såret os. Som har gjort ting mod os, som har gjort ondt både fysisk og psykisk.
Værst er det, hvis det er en som står os meget nær. En bedste veninde. En forældre eller bedsteforældre. En søskende. En elsker...

Værst, fordi vi selv har følelser i klemme i forhold til disse personer. Var det en fremmed, der havde opført sig på samme måde, var vi blevet vrede, og havde vendt os væk promte. Eller reageret ved at skælde ud og ikke finde os i noget.

Med hvad gør man når den person er din far, og du ikke er andet end et barn?
Vi vælger ikke selv vores familie, og derfor gør vi så utroligt meget for at holde sammen på den. Beskytte den. Nogen gange alt for meget og alt for længe.
For de personer er de vigtigste der overhovedet findes i vores liv. De 'har været' der hele ens liv. De er velkendte. - Og velkendt er trygt. Selv om det måske egentlig ikke er trygt i virkeligheden.
Og vi opdrages af disse personer. Det er dem der lærer os hvordan verden fungerer og hænger sammen. Og hvorfor skulle vi ikke tro dem? Det er jo dem der er de voksne. Får vi ikke altid som børn at vide, at det er de voksne der har ret?

Så sker der gerne det, at vi bliver ældre. Vi ser mere af verden. Ser en hel anderledes side af verden. En som ikke består af alkohol. Eller vold. Eller svigt. Eller angst...

Pludselig fjernes vores indoktrinerede filter for vores øjne, og vi kan se, at det her... Det er da helt galt.

Så prøver vi at råbe de personer op, som har lært os det forkerte... 'Hov', siger vi. 'Du er da forkert på den.' 'Se her...' 'Se hvordan tingene også kan gøres...' For vi går selvfølgelig ud fra, at de bare ikke har vidst bedre, de her personer. De er blevet opdraget til det, nøjagtig som vi er. Der er bare ingen der har vist dem 'lyset' før...

Sjældent får vi den reaktion, som vi forventer. Faktisk sker det ofte, at personerne bliver værre.
For nu skal du ikke komme og spille klog. De 'voksne' ved bedre. Så klap i. Og ret ind. Ellers skal vi nok sørge for at du gør det...!

På det tidspunkt er der dem, der siger "okay", og 'retter ind'. Og lever et misserabelt liv, og sandsynligvis selv viderefører den samme lære til andre. For det er sådan det gøres!

Så er der dem, som får det så dårligt ved at være sammen med og snakke med personerne, at de er nødt til at bryde kontakten, for ikke at ødelægge sig selv.
Måske drejer det sig kun om en eller to tråde i ens liv der skal klippes. Men ofte er disse tråde viklet uhjælpeligt sammen med andre, så der er umuligt at klippe dem, uden at klippe andre over også. Og hvert klip gør ondt, men er nødvendigt.

Og så kommer fantomsmerterne... Abstinenserne, efter for lang påvirkning af personerne.
Hvor det dog smerter, nu hvor tråden er klippet væk. Der mangler noget. Pludselig er der kommet et stort sår. Som væsker og spyder pus og betændelse ud...
Mange af os tyer til psykologer, og andre der kan hjælpe os med at få syet såret sammen. Det tager tid. For jo mere sjusket du er. Jo værre bliver arret...

Efter et stykke tid er såret syet. Og måske er det endda rigtigt flot syet. Med proffesionelle sting lavet med omhyggelig omsorg.

Og så sker der det, som altid sker, når et sår begynder at hele. Det klør... Klør helt vildt, så man næsten ikke kan holde fingrene fra det...
Man har det bedre. Den generelle smerte er væk og har været det et stykke tid...
Men den pokkers kløen...
Abstinenserne kommer lidt igen. Pludselig kan man huske ting, der var glemt. Hullet hvor tråden var, virker pludselig større og sværre at fylde med noget andet... Og så begynder vi at pille. Og klø os.

Ofte får det os til at bløde. Måske går der endda et sting, så man skal have det syet om. Og alligevel bliver vi ved. For f... det kløer. Vi er nødt til at få det beroliget på en måde. Vi er nødt til at finde den mentale klorhexidin til vores sår.

Hvis nu vi kan få dem der har forårsaget såret, til at forstå hvor slemt det er. Hvis nu de kan forstå og indse at de har gjort noget forkert. SÅ vil det hjælpe vores kløen og berolige os. Vi skal fortælle det til dem. Vi skal forklare. Vi skal oplyse. Vi bliver såret og smertens Jehovas Vidner. Vi skal forkynde og omvende personerne, så de kan indse deres fejl.

Men... Det vil de ikke.
De siger det er min egen skyld.
At jeg er egoistisk.
At de også har haft det hårdt.
At de ikke kan tage ansvaret for mig, mere.
At jeg skal blive voksen.
At jeg skal tage mig sammen.
At jeg selv må rode med de problemer jeg har.
At det i virkeligheden også var pga mig de havde det svært.
At det hele er min skyld...

Whaaaaaaaat???????????????????????????????????????????

Jamen......................

Måske er det mig...?
Måske er det min egen skyld...?
Måske er det heller ikke dem der skal tage ansvar...? Det er jo mig der har det hårdt...
Måske skulle jeg også bare tage mig sammen.... Og blive voksen... Og indse det hele er min skyld...


NEJ!!!


Det er IKKE dig!
Det er IKKE din skyld!
Det ER dem der også skal tage ansvar!
Du ER voksen!
Du HAR indset de fejl du har lavet!
Og du kan IKKE bare TAGE DIG SAMMEN!!!

Hvad du KAN gøre. Er at indse. At de bliver ALDRIG anderledes. ALDRIG!
Uanset hvor meget du forklarer, fortæller, forkynder, belærer, kæmper, slider, bløder - så forandrer de sig ALDRIG! De kommer ALDRIG til at forstå. De kommer ALDRIG til at indse deres fejl.

For det har de ikke lyst til... Længere er den ikke...

Hvad du KAN gøre. Er at reagere ud fra den erkendelse: Du kan ikke ændre dem. Men du KAN ændre DIG. Du kan vælge hvordan du vil reagere, når de opfører sig som idioter. Når de sårer dig. Når de er totalt egoistiske og ikke ser dig.

DU har magten til at ændre dit liv. Til at kræve respekt. Til at få den. Til at vælge hvem du vil have i dit liv, og hvor meget deres handlinger får lov at betyde.


Er du klar over hvor magtfuld du er?!

Det er helt vildt!! DU bestemmer. DU styrer. DU vælger. DU lever.


Så grib livet om nosserne, og lad ikke sorte sjæle bestemme hvordan din skal være. Du er det værd!

Nærkontakt af 3. grad.

Hvorfor er det så svært for nogle mennesker at holde kontakten, mens det for andre er det mest naturlige i verden.

Jeg er en af dem der er vildt dårlig til det - big surprise - så dårlig, at der kan gå flere år, før kontakten bliver genoptaget. Så kunne man måske foranlediges til at tro, at det er fordi jeg ikke intersserer mig for andre. At deres liv og hverdag ikke er vigtig for mig.

Men det er helt forkert.

Jeg har en god kammerat, som jeg lærte at kende da vi gik på højskole sammen. Jeg tror ikke der går en dag, hvor jeg ikke tænker på ham.
Ja, synes du også det lyder utroværdigt, når folk siger det? At der ikke går en dag uden... Mhmm... Det gør jeg også. Og det er sjældent jeg tror på dem der siger det... Ikke detro mindre sidder jeg så selv her og ytrer nøjagtig de samme ord... Tsk tsk. Man har et standpunkt til man tager et nyt, ikke?
Alligevel er det nu... Hmm, lad mig se... 1½ år siden jeg snakkede med ham sidst? Joo, det passer vist meget godt. Det var januar 2011, til 5 års jubilæum for vores holds højskolestart...

:) Men. Hvorfor så så lang tid? Jeg forstår det ikke... Burde man ikke, hvis man er så interesseret i hvordan det går et andet menneske, kunne finde ud af at tage kontakt?

Vi prøver... Han ringer til mig - får min telefonsvarer - lægger en besked. Så ringer jeg tilbage til ham efter noogen tid - får hans telefonsvarer - hvor jeg lægger en besked... Så ringer han tilbage til mig efter noogen tid - får min... Osv osv... Og sådan kører den så i et par år, indtil vi mødes ansigt til ansigt, til en eller anden komsammen af en art... Flot... :)

Og det er jo egentlig blevet så meget nemmere i dag, med alle de sociale netværk der findes. Facebook, twitter, google+ og hvad ved jeg... Og alligevel går der så lang tid.
For hvad nu hvis den der sidder i den anden ende er lige så dårlig til at holde kontakt? Eller ikke er på de sociale netværk? (Joo, de findes skam endnu...) Men. Hvad så...?

Jeg skriver meget, og sender gerne laaaange mails om hvordan det går, og kunne sagtens holde kontakten på den måde. Men hvad nu hvis modtageren ikke bryder sig om at skrive? Hvad så...?

Så findes telefonen, super, hvis altså man kan få fat på hinanden. For selv om vi ALLE render rundt med en mobil på os, så er det næsten sværre at få fat i folk nu, end det var for 10-20 år siden. Der havde folk fastnet, og man vidste, ca., at der var visse tidspunkter, hvor folk var i nærheden af den.
Og jeg kan snakke i timevis i telefon. Hvis det er en ligeværdig samtale vel at mærke, hvor begge kommer med indslag og har interesse for den anden.
Men hvad nu hvis modtageren ikke kan finde ud af at snakke i telefon? Som simpelthen ikke bryder sig om samtaler henover telefonen som strækker sig over mere end 2 minutter, højest... Hvad så...?

Jamen, så må vi jo mødes. Yes. Perfekt... Jeg har 3 børn. De har en hverdag med skole, fritidsaktiviteter, og det har jeg også selv, samt faren. Så det kniber lidt med at finde tiden. Ro, stilhed og afslapning er efterhånden blevet en mangelvare i mange hjem, også mit. Hvilket gør, at når tiden så rent faktisk er der, til at kan tage på besøg hos en ven, så mangler energien... Men hvis nu man giver det en chance og tager afsted, hvad så?
Nogen venner bor tæt på, de er selvfølgelig nemmest at komme til. Hvis altså ikke de også er overbookede pga de aktiviteter, vi fylder vores liv med i dag.
Så er der nogen der bor lidt længere væk, men hvor det stadig er inden for en rimelig afstand. Med mindre du er nødt til at tage offentlige transportmidler, for så når du liige at komme frem, før du skal hjem igen... :) + Det skal jo passe ind i kalenderen...
Så er der dem der bor på den anden side af broen. Og hvorfor nævner jeg nu lige broen som en forhindring? Jo, det gør jeg fordi, det for en, der ikke har den store pengepung at gøre med, er en dyr fornøjelse af komme over på den anden side. Hvis jeg skal tur/retur på den anden side, vil der koste mig minimum 5-600,- Jeg har ikke en økonomi, som gør jeg kan tage ret mange af den slags svipture. Og tansporttiden er så lang, at der helst skal være en overnatning...
Hmm. Jamen så kan vi jo mødes når der holdes arrangementer af en eller anden art, som jeg skrev om tidligere. Ja, og det er fantastisk at se folk igen, til sådanne komsamner... Men hvor er det overfladisk... Du har ikke tid til rent faktisk at blive opdateret med, hvordan det står til hos den anden. Og glem alt om, hvis du kan mærke der er noget den anden egentlig har BRUG for at få snakket om. For hvornår er det lige der bliver tid til at sætte sig privat og få snakket om det der trykker, midt under en fest? Det gør der jo ikke...

Jeg har ikke ret mange venner. Det har jeg aldrig haft, og jeg er ikke så god til at få nye, fordi jeg holder mig meget for mig selv, har svært ved forandringer og har svært ved at holde kontakten.
Derfor er det des mere frustrerende, når det så bliver så svært at holde kontakt med de personer der er vigtige for mig, og som jeg gerne vil have i mit liv.

Men hvad kan der gøres?

Til Jer der sidder der ude: I er ikke glemt. I er ikke ligegyldige. I er enormt vigtige og betyder utroligt meget for mig. Stort knus til Jer alle.

You can´t live a positive life

- with a negative mind.

Det stod på en statusopdatering på Facebook i dag. Delt fra en side der hedder "Blow a Rainbow".
Lige da jeg læste den, var min første tanke: "Hvor er det rigtigt, og vi skal også alle huske at være positive og se positivt på tingene..." La di da di da... Så gik der ca 30 sekunder, hvorefter den næste tanke slog mig...

"Hvorfor?"
"Hvofor kan jeg ikke leve et positivt liv, bare fordi jeg har et negativt sind?"

Jeg har altid været en af dem, der tænker mange tanker. Som undres og lever meget inde i mit hovede. Jeg har som barn tumlet med mange af de spørgsmål, som mine søskende ikke engang overvejede at begynde at stille. Som liv, død, angst, frygt. Ikke fordi jeg har oplevet grimme ting i mit opvækst. Snarere tvært imod. Kernefamilie med mor, far - godt nok 4 børn til sidst, men hva'? :) Og ja, de blev skilt. Og ja der har været perioder før og under det forløb, som ikke har været så fede, og som har gjort at jeg skulle vokse hurtigere op, end mine jævnaldrende.

Men det har jeg egentlig aldrig set som det store problem. Det er ufedt, men vi klarer den. Det er hårdt, men vi klarer os igennem.

Til gengæld har det i MANGE år været et problem for mig, at jeg ikke er den glade smilende type.
Du kender dem nok. Dem som man stort set aldrig oplever sure. Som virker til at have vildt meget overskud, og bare 'kan det der'.

Jeg er hende som - virker - småsur, småfornærmet, arrogant og hvad du ellers kan finde at tillægsord indenfor den kategori.

Bevares. Jeg kan da smile det er ikke det. Mine mundvige bevæger sig bare ikke ret meget opad.

Ikke fordi det ikke er sjovt. Jeg smiler bare med øjnene eller indvendigt. Og tro mig, jeg har humor. Folk bliver bare altid overrasket, når jeg folder den ud, for de tror det simpelthen ikke.


På et tidspunkt gik jeg på højskole sammen med en masse unge. Jeg var den anden ældste på holdet, 26, og var jo som jeg altid er. Det 'sjove' er, at med alle de ting der foregik, som måske ikke altid var det mest 'artige', så havde jeg en finger med i stort set hver og en practical joke og andet som blev lavet. Og ikke EN pegede på mig og sagde - heyyy, det var dig der gjorde det... Alle de andre der havde været med, ja. Men ikke mig.


Tilbage til pointen...

Jeg har følt at der måtte være noget galt med mig.

Hvorfor smiler jeg ikke så meget som andre?
Hvorfor kan jeg ikke sidde i socialt samvær og hygge mig på samme plan som de andre?
Hvorfor har jeg brug for, og er nødt til, at være HELT alene nogen gange?
Hvorfor vil jeg hellere arbejde alene, end i grupper?
Hvorfor vil jeg nogen gange hellere sidde lige så stille med min bog, end jeg vil spille Ludo med de andre unger?
Hvorfor har jeg dage, hvor det hele er noget lort, og alle skal skride ad helvede til?
Hvorfor har jeg dage, hvor der ikke er nogen der skal snakke til mig, før jeg selv henvender mig, fordi de ellers får bidt hovedet af?
Hvorfor kan jeg ikke bare springe op og falde ned på de ting som irriterer mig?
Hvorfor kan jeg ikke ret godt klare forandringer, uanset om det drejer sig om hvornår jeg kan komme ud at handle, eller hvor jeg skal arbejde og bo?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Indtil der en dag var en der gjorde mig opmærksom på en skelsættende sandhed...

Fordi sådan er jeg IKKE!!! Uanset hvordan og hvorledes jeg prøver at gøre tingene nemmere for mig selv, og måske prøver 'fake it till You make it'-metoden. Så er det ikke sådan jeg grundlæggende er som person...

Jeg tror ikke på, at den mest basis, grundlæggende del af ens personlighed og sind kan ændres. Med mindre man får en alvorlig hjerneskade...

Der er ingen tvivl om, at der ER ting jeg kan gøre, for at hjælpe mig selv. Og efterhånden har jeg så stor selvindsigt, at jeg ved hvornår de fleste situationer opstår, hvor jeg føler mig sat på et sidespor og kan korrigere ind. Men jeg baserer nu al min indsigt og selvhjælp på hvordan jeg ER og ikke på hvordan jeg IKKE er... Det afhælper faktisk tingene en hel del... :)

Men BUM. Så kan jeg ryge lige på halen tilbage, ved at læse sådan en sætning, som den i starten.

You can´t live a positive life

- with a negative mind.

Bullshit! Selvfølgelig kan du det. Vi er alle forskellige af sind, og vi har alle mulighed for at leve et positivt liv! Vi skal bare lade være med at stræbe efter noget der ikke er OS.

Forfatteren Laurell K. Hamilton forklarede det egentlig meget godt på et tidspunkt, i sin blog.

Laurell skriver vampyr-bøger af den blodige, uhyggelige, nasty og meget, meget sexede af slagsen. Hun minder meget om mig, i sind.
En dag har Laurell, hendes mand og et hold af deres venner en oplevelse på en restaurant, som ansporer hende til at skrive en scene til den bog hun var i gang med... Samtidig kom hun til at tænke på, at hvis hendes komiker-veninde, havde skullet skrive nøjagtig den samme scene - ville den være blevet meget forskellig fra hendes. Netop fordi de er så forskellige af sind.

Og det er der ikke noget forkert i. Vi skal bare lære at bruge det til vores fordel.
Laurell bruger det så til at skrive populære vampyr- og fariebøger og tjener kassen.

(Vil prøve at finde der hvor hun har skrevet om det og linke til det. Men er nødt til lige at komme i kontakt med hende, da det bare er blevet HELT væk for mig...)

Hvad vil du bruge det sind DU har til?

Jeg vil i hvert fald prøve at lade være med at stræbe efter noget, som jeg ikke er. Og så vil jeg prøve at lære mine børn, at lige præcis det sind de har, er det der passer til dem. For, for dælen, hvor er de forskellige af sind!

Så som svar til overstående 'Rainbow'-sætning siger jeg:

"But You can always try. And if You fail - try, try again..."

Hvordan er du af sind?

Den første gang.

Den første gang er altid den sværeste.

Forventningerne er høje og den grundlæggende viden er lille.
Hjertet banker.
Angstens sved kommer frem.

"Hvordan vil det blive?"
"Hvad tænker de andre?"
"Er der overhovedet nogen der vil kunne lide det?"

Med famlende hænder bevæger fingrene sig frem.
Alting så velkendt, og alligevel fremmed.

I sidste ende kommer den store forløsning.

Den første gang er overstået...