søndag den 7. oktober 2012

Vrede.

Jeg ved det egentligt godt, og alligevel falder jeg i, og gør det.
Siger og skriver noget i vrede.

Det er ikke fordi, jeg ikke mener det jeg siger eller skriver. Det bliver som regel bare sagt på en måde, så det bliver for voldsom.

Som f.eks den forrige blog. Der er ingen tvivl om at jeg mente det jeg skrev. Men kunne godt mærke på mig selv bag efter, at det var skrevet på en hård måde.

Mit ønske er at skrive noget der er velformuleret. Indeholdende en vis humor og gerne med et eksempel eller 2 fra mit eget liv. Det er noget jeg selv kan relatere til når jeg læser hvad andre har skrevet, så det er klart værd at stile efter.
Problemet opstår så når jeg bliver vred...
Ikke fordi jeg så ikke kan finde ud at formulere mig, synes jeg selv, meeen det der med humoren... Det er noget af det første der ryger. Er jeg træt, syg, ked af det, har ondt, bekymret eller andet - så er humoren der stadig. Men vred... No way... Der er bare slet ikke noget sjovt ved at være vred, altså...! Hrmf... ;)

Havde jeg taget mig tiden til at falde lidt ned, tænke tingene igennem og måske ventet en dag eller 2 - eller i det mindste bare et par timer - så var resultatet nok blevet meget anderledes. Målet ville have været det samme, men midlet til at komme der til ville være ændret.

Tør jeg mon prøve igen? ;)

Nu vil jeg lige advare om, at jeg faktisk ikke har læst den forrige blog siden jeg skrev den. Derfor kan der godt komme nogle gentagelser og det er meget muligt jeg viger lidt fra emnet undervejs...
Let´s go!


Forandring fryder. Del II

Noget af det, der har taget mig længst tid at lære er at jeg ikke kan ændre andre mennesker. Jeg kan kun ændre den måde jeg reagerer på dem.

Jeg kommer fra en ganske almindelig familie - hmmmm - med mor, far og 4 børn. Jeg er nr. 2 i søskendeflokken på 4 piger.
Kort tid før min mindste søster bliver født, sker der en ulykke, som vores far er involveret i. Den gør at han får en hjerneskade, og forandrer sig en hel del.
Alle de negative sider der var i hans personlighed før, bliver nu forstørrer temmeligt meget og de positive træk forsvinder næsten væk.
Det er der kommet mange ulykkelige historier ud af, men det er ikke så meget dem jeg ind på. Det er mere hvordan vi 4 piger, og min mor, reagerede efterfølgende.

Min storesøster (1) har altid været fars-pige. Hun var den der fik så frygeligt ondt af min far over, at han skulle være alene, da min mor endelig kom til konklussionen at en skilsmisse ville være bedst for os alle. Så søster 1 beslutter sig for, at hun vil bo ved far. Hun var 15 på det tidspunkt, så der var ikke så meget min mor kunne gøre ved situationen. Og min ældste lillesøster (3) villle med søster 1. Så enden på det blev at søster 1 og 3 skulle bo ved far, og jeg og søster 4 skulle bo ved mor. Så langt så godt...

Uheldigvis var min far ikke i stand til rent faktisk at tage sig af 2 børn. Og slet ikke en på 8. Lad os bare sige at det gik totalt i ged... Mht søster 3 eskalerede det hele da min far blev anholdt pga mistanke om hash smugling for flere millioner. Der tog min mor søster 3 hjem. Men det var allerede for sent.

Søster 3 har lidt psykisk af sin tid hos far lige siden. Flere år led hun af dårlig mave pga nervøsitet og generel uro. Hun var inderst inde godt klar over, at det ikke havde noget med hende at gøre, at han var som han var. Men prøv du at overbevise hendes mave om det.
Helt galt gik det, da hun lige var fyldt 17 og startet i lære som frisør. Det havde hun glad ringet og fortalt ham. Hvorefter han sender et brev til mor om, at nu vil han ikke betale børnepenge mere for hende, for nu var hun jo begyndt at tjene sine egne penge...
Dvs, det han var gået fra samtalen med, var "Yes! Nu slipper jeg for DE børnepenge..."
Det slog søster 3 fuldstændigt ud. Den vrede der byggede sig op i hende...
Hun havde gået i alle de år, og håbet, og ønsket og bedt til, at han ville vise hende kærlighed - også selvom han var et rø.... - men dér knækkede filmen for hende.
Det udviklede sig til en kæmpe overvægt, og en selvtillid der lå så langt nede, at hun ikke havde en idé om, hvem hun selv var. Hun begyndte at komme sammen med en fyr, der var meget ældre end hende - hvilket der som sådan ikke er noget galt i - og som hun stolede blindt på, fordi han var ældre, og derfor jo også nødvendigvis måtte være det klogere. Det var han så ikke helt. Og det skal da siges, at forholdet ikke holdte til at hun begyndte at arbejde med sin psyke, fik en maveoperation og 'fandt' sig selv igen.

Hun har de sidste par år, ikke reageret på min far med mindre det er fordi han har været indlagt. Og så har det været høflighedsvisitter vel vidende at manden kun er intersseret i sig selv og ikke sine børn eller omgivelser i det hele taget.
Vores far har ikke ændret sig. Men det har min søster. Hun vælger ikke at lade ham påvirke sit liv på den negative måde han tidligere har gjort.

Indsigten for hende kom med forståelsen af, at vores far ikke ejer evnen til at sætte sig ind i andres liv. Ejer ikke skyggen af empati, eller situationsfornemmelse for den sags skyld.
Derfor er det selvfølgelig ikke ok, at han opfører sig som et svin.
Men vi kan gøre en forskel, ved bare at sige direkte til ham når han gør noget lort, at det gider vi ikke finde os i, og vende ham ryggen. For ellers forstår han det ikke.
Det er ikke noget der kan ændres på. Og vigtist af alt - det er ikke på nogen måder en reflektion af, hvordan vi andre er som personer.

Søster 1 endte med at blive smidt ud hjemmefra af far, da hun var 16. Det kom sig af, at hun ikke ville finde sig i at blive behandlet som hans personlige slave, mens han sad dag ud og dag ind og drak hjernen ud i kaffepunch og kaldte mor for grimme ting... Det er nu også mærkeligt, at hun ikke ville finde sig i det... Utaknemmelige skarn... Altså...
Heldigvis gjorde han det på skrift, så hun kunne gå på kommunen og få hjælp til at finde noget at bo i. Hun måtte gerne bo ved mor og os andre unger. Men søster 1 havde en kæreste der var noget ældre og havde sin egen lejlighed, og så var det jo ikke særligt tiltalende at skulle sove på sofaen, og generes af åndssvage søskende... ;)
Hun prøvede at række hånden frem til far mange år senere, da hun følte hun var nødt til (de skide overaktive trofast-datter-gener) at invitere ham til sin datters barendåb. Men han opførte sig simpelthen så dårligt, at han fik ødelagt hele dagen for hende.
Hun har ikke snakket med ham siden. Og føler ikke noget tab ved det.
Ikke fordi hun går og har en vrede overfor ham og derfor ikke vil se ham. Han siger hende bare ingenting. Overhovedet...
Om han eksisterer i verden, har ikke støre betydning for hende end, om 'Svend-Bent fra fyn' gør...

Bettesøs, søster 4, er nok den der har været mindst påvirket af det hele. Hun har aldrig kendt ham som andet end sådan som han er nu, og har derfor ikke en idé om, hvordan det kunne være. Hun har primært brugt ham til at få ting og penge ud af, da hun ret hurtigt fangede, at han ikke var til meget andet. Hun er de sidste par år stoppet med at tage på andet end pligtvisitter hos ham, for han siger hende ikke så meget. Hun har en super stedfar, som har været der for hende hele sit liv, næsten, og som hun er begyndt at påskønne mere og mere. Så interessen for en mand, som kun går op i sig selv, er ikke stor må man sige...

Og hvad så med mig? Tjo... Egentlig er det ikke fra ham, jeg har min personlige erfaring med, at folk ikke ændrer sig. Men jeg har stået på sidelinien og set hele forløbet for mine søstre. Jeg har aldrig selv været involveret, rigtigt. Jeg var mors-pige, og havde ingen kvaler med at efterlade det fulde s... til sig selv. Jeg syntes bare han var ynkelig.
Selvfølgelig gjorde det mig ked af det, at mine søstre var kede af det, men det påvirkede jo ikke mig personligt. Og da jeg blev gammel nok til at synes, at det at kunne sidde i 3 uger foran en computer ved ham og drikke cola, æde chips og ryge smøger - og høre på ham, når han var stangstiv - ikke var lykken, så holdte jeg med at komme ved ham. Han har ringet nogen gange til nytårsaften, men kommer aldrig på besøg. Heller ikke selvom han bor langt væk, og i forvejen kommer forbi der hvor jeg bor. Det rører mig ikke. Jeg har været på besøg hos ham nogle gange i forbindelse med hans sygedomsforløb, men det siger mig ikke noget. I virkeligheden; om han lever eller dør, har ikke den store påvirkning på mig, andet end, at der kommer noget praktisk i forbindelse med en begravelse.
Det lyder måske koldt. Men det ville jo heller ikke påvirke mit liv, som sådan, hvis jeg blev sat til at arrangere en fremmed mands begravelse. For det er det han er... En fremmed mand...

Nææ, min erfaring stammer fra svigermor. (Typisk, siger I? Oh Yeah... *grin*) Hun var meget ung, 16, da hun fik min mand. Og af en eller anden grund, så stoppede hendes personlige udvikling i den alder... OMG, den evige teenager... Shit...
Det kan have noget at gøre med, at hele den side af familien er seriøst forskruet, men, lad det nu ligge... Heldigvis er der mange af trækkene som manden ikke har 'arvet'. Noget har jeg fået pillet af ham. Andet har han lært på forskellige institutioner han har boet på under sin opvækst. Og meget ryster han selv på hovedet af, fordi det er så lang ude.

Men. Det har skabt en del gnidninger i forholdet mellem mig og svigermutter. Jeg gider ikke skal skældes ud af en teenager, på 45, som ikke kan tage vare på sig selv, og som så er pisse sur over at jeg ikke gør det for hende... Ikke min opgave, kære ven.
Hun blev så indlagt på psyk i en periode, da det var helt galt. Det hjalp hende rigtigt meget, men på det tidspunkt snakkede hende og jeg ikke sammen, overhovedet. Manden var der stadig for hende, og det havde jeg hele tiden sagt, at selvfølgelig skulle han det. Bare fordi jeg ikke kan med hende, er det jo ikke ens betydende med, at han ikke skal ses og snakke med hende.
De mente så på psyk, at vi - mig og manden - skulle komme til en samtale, hvor vi skulle snakke vores forhold til svigermutter igennem. Men det takkede jeg nej til...
Jeg havde ikke brug for at snakke om det.
Det kan godt være at det er egoistisk fra min side af. Men jeg er den type menneske, som sætter sig ned, når tingene er gået i ged, og analyserer hvad det er, der er gået galt.
Hvad del af skylen JEG har, så jeg kan ændre mine reaktioner fremover, og evt. komme med en undskyldning, hvis jeg har været strid. Tro mig, det holder jeg mig ikke for god til.
Jeg kan også have mine hekse-dage...
Jeg havde bare på fornemmelsen, at det ikke så meget var det, der skulle ske... Det ville i mit hoved blive en lektion i, hvordan hun havde det, og hvorfor hun reagerede, som hun gjorde. Dvs en forklaring, som jeg allerede godt kendte. Men der ville ikke blive nogen snak om, at det måske var forkert det hun havde gjort. Og så længe hun/de ikke var interesseret i at undersøge hendes egne fejl, var jeg ikke interesseret i grunden til dem...
Manden kunne så bekræfte, da han kom hjem fra mødet, at jeg havde fuldstændigt ret. Han havde lavet en liste over de ting, som gik ham meget på mht sin mor. Men hvis han begyndte at nævne noget fra den, fik han at vide, at det var ikke det han var der for... Hvad var så pointen?

Jeg er begyndt at ændre min væremåde overfor hende. Manden og jeg har jo fået børn, og de skal have lov at se deres farmor. Hen ad vejen, er jeg så også begyndt at komme med. Men nu er det sådan, at jeg, på samme måde som jeg gør med min far, siger fra overfor hende med det samme, hvis hun opfører sig som en teenager. Og det sker jævnligt, stadig... :) Men ligesom jeg ikke finder mig i at min teenage søster snakker sådan til mig, så finder jeg mig heller ikke i, at hun gør det, bare fordi hun hedder svigermor... :) Og det virker...!
Vi behøver ikke have en lang snak om hvorfor det ene, og hvorfor det andet, og hvad gik galt osv osv. Jeg siger - det der gider jeg ikke - og enten forstår hun det, eller også tager jeg hjem. Længere er den ikke. Ingen sure miner - fra min side ;) - over det...

Jeg er kommet der til, hvor jeg respekterer mig selv nok til, at jeg ikke vil pisses op og ned af ryggen... Af nogen...

For eksempel, har søster 1 altid været rigtig god til at løbe fra sine aftaler med mig. Hvis der bare kom det mindste forbi, som var bare en lille smule spændende, så blev en aftale med mig brudt, hver gang. Det tog jeg op med hende en dag, hvor hun gav udtryk for, at det havde hun tidligere slet ikke forstået var et problem...
Fair nok...
Det fortsatte så alligevel, og så var det jeg ændrede adfærd.
Hvorfor lave en aftale med hende, og udsætte mig for den skuffelse det er, når hun aflyste.
Så det holdte jeg med... Så simpelt... Og det virkede...!

Så skete der det for nyligt, at hendes datter havde fødselsdag. Det holdte de på en hverdag, hvor vi meldte afbud, for det blev simpelthen for presset for os.
Så har mine unger lige haft fødselsdag. Der er ca 14 dage imellem dem hver, så det er 3 indenfor en måned ca.. Da vi bor meget småt, besluttede vi os for at dele familen op hen over de 3 fødselsdage. På den måde kunne vi holde det hjemme ved os selv.
Nu passede det så med, at den fødselsdag der lå i weekenden kunne søster 1 og hendes unger ikke. Så var der kun hverdagsaftner tilbage. Og da jeg virkelig gerne ville fejre fødselsdag sammen med dem, og jeg ved hendes dage er lige så pressede som mine, ringede vi sammen og aftalte en dag, hvor de skulle komme og fejre fødselsdag i en weekend. Herligt. :) Den store af hendes piger havde godt nok noget hun skulle til om formiddagen, men det var jo ikke til hinder for at de kunne komme til boller og kage og aftensmad.
På dagen, skriver søster 1 en sms, at "Hun havde set forkert, så det datteren skulle til, lå senere på dagen, så de ville først være færdig omkring kl 16. Så de kom altså ikke, for det blev for presset. Nu håbede hun ikke jeg havde forberedt en masse, men at de da lige kunne komme hurtigt forbi om mandagen, dagen efter, om eftermiddagen. Her skulle jeg selvfølgelig ikke diske op med en masse."
Altså... Nu var det kun dem der var inviteret, og hun havde selv været med til at aftale dagen. Alligevel var der ingen undskyldning bygget ind i sms'en. Ikke engang indirekte.
Der skal jeg ærligt indrømme, jeg blev en anelse vred...
Heldigvis er manden jo så fornuftig, at han kiggede på mig, og spurgte om jeg ikke kunne lade være at være en pige et øjeblik, og så bare skrive til hende direkte, at jeg synes det var træls.
Så det gjorde jeg...
Jeg skrev en sms, hvori jeg skrev, at "Jeg ærligt skulle indrømme, at jeg synes det var træls, for jeg HAVDE forberedt en masse (kage, boller, kakao, flødeskum, aftensmad osv... skrev jeg ikke - kun til Jeres info... ;), men at det jo egentlig var meget godt, at jeg med vilje ikke havde sagt noget til ungerne om, at de skulle komme (hvilket jeg ikke havde, nok fordi risikoen for at de ikke kom, lå og lurede i baghovedet). At selvfølgelig skulle hendes pige til det, hun nu skulle til, for jeg var ikke tvivl om, at det havde hun været spændt på i flere dage. Og om ikke hun kunne give besked om morgenen, hvis de kom om eftermiddagen, så vi ikke aftalte det nærmere end det..."
Jeg har så ikke hørt fra hende siden. Jeg er da ikke i tvivl om, at hun er blevet skide sur.
For hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind..?!
Jeg kommer ikke til hendes datters fødselsdag, og så tillader jeg mig at være flabet fordi hun ikke kommer til mine børns...

Jeg er ikke sur på hende. (Mere.) Jeg synes det er træls, men heller ikke mere. Det er sådan hun er overfor mig, og det har hun ikke tænkt sig at ændre på.
At jeg så valgte - med den viden i mente - at bryde mit mønster og ret faktisk lave en aftale med hende, det er jo så min po po det svider til. Men derfor påpeger jeg det altså overfor hende alligevel.
Så må hun være sur. Det er hendes energi hun bruger på det, ikke min.

Men jeg har beholdt min respekt for mig selv, og har sat en grænse for hvad jeg vil finde mig i. Det synes jeg, at jeg er værd, uanset hvem der behandler mig på den måde...


Det her blev langt, og jeg ved ikke om du er nået til enden uden at give op, men hvis du er: Tak fordi du gav mig chancen for at få rablet færdig. :)
Og omhandler det så egentlig det samme som forrige blog... Hmmm... Måske. Hvad synes du...? ;)

1 kommentar:

  1. Til en start så har jeg ikke endnu, læst din blog fra i fredags, tænke at det var bedre lige at forholde mig til den her først.. og ja jeg nåede til enden uden at gi op :D

    Jeg synes faktisk det er utrolig flot at du fik skrev til hende og at du fik fortalt hvordan du havde det med hende.. Det er en utrolig vigtig ting. Samtidig har jeg også den holdning at sms'er er en meget dårlig ting i sådanne situationer. Jeg håber hun snart henvender sig og at i kan få snakket ud om det, for om du vil det eller ej så ligger det og ulmer under skalden.

    Det med at lære og sige tingene som de er er utrolig vigtig, men det kan også gi bagslag. Desværre er det noget jeg kender alt for meget til..

    Var virkelig et super indlæg og selv om jeg prøver kommentere det så suser tankerne rundt. Nok fordi jeg præsis ved hvordan du har det. :D

    SvarSlet