You can´t live a positive life
- with a negative mind.
Det stod på en statusopdatering på Facebook i dag. Delt fra en side der hedder "Blow a Rainbow".
Lige da jeg læste den, var min første tanke: "Hvor er det rigtigt, og vi skal også alle huske at være positive og se positivt på tingene..." La di da di da... Så gik der ca 30 sekunder, hvorefter den næste tanke slog mig...
"Hvorfor?"
"Hvofor kan jeg ikke leve et positivt liv, bare fordi jeg har et negativt sind?"
Jeg har altid været en af dem, der tænker mange tanker. Som undres og lever meget inde i mit hovede. Jeg har som barn tumlet med mange af de spørgsmål, som mine søskende ikke engang overvejede at begynde at stille. Som liv, død, angst, frygt. Ikke fordi jeg har oplevet grimme ting i mit opvækst. Snarere tvært imod. Kernefamilie med mor, far - godt nok 4 børn til sidst, men hva'? :) Og ja, de blev skilt. Og ja der har været perioder før og under det forløb, som ikke har været så fede, og som har gjort at jeg skulle vokse hurtigere op, end mine jævnaldrende.
Men det har jeg egentlig aldrig set som det store problem. Det er ufedt, men vi klarer den. Det er hårdt, men vi klarer os igennem.
Til gengæld har det i MANGE år været et problem for mig, at jeg ikke er den glade smilende type.
Du kender dem nok. Dem som man stort set aldrig oplever sure. Som virker til at have vildt meget overskud, og bare 'kan det der'.
Jeg er hende som - virker - småsur, småfornærmet, arrogant og hvad du ellers kan finde at tillægsord indenfor den kategori.
Bevares. Jeg kan da smile det er ikke det. Mine mundvige bevæger sig bare ikke ret meget opad.
Ikke fordi det ikke er sjovt. Jeg smiler bare med øjnene eller indvendigt. Og tro mig, jeg har humor. Folk bliver bare altid overrasket, når jeg folder den ud, for de tror det simpelthen ikke.
På et tidspunkt gik jeg på højskole sammen med en masse unge. Jeg var den anden ældste på holdet, 26, og var jo som jeg altid er. Det 'sjove' er, at med alle de ting der foregik, som måske ikke altid var det mest 'artige', så havde jeg en finger med i stort set hver og en practical joke og andet som blev lavet. Og ikke EN pegede på mig og sagde - heyyy, det var dig der gjorde det... Alle de andre der havde været med, ja. Men ikke mig.
Tilbage til pointen...
Jeg har følt at der måtte være noget galt med mig.
Hvorfor smiler jeg ikke så meget som andre?
Hvorfor kan jeg ikke sidde i socialt samvær og hygge mig på samme plan som de andre?
Hvorfor har jeg brug for, og er nødt til, at være HELT alene nogen gange?
Hvorfor vil jeg hellere arbejde alene, end i grupper?
Hvorfor vil jeg nogen gange hellere sidde lige så stille med min bog, end jeg vil spille Ludo med de andre unger?
Hvorfor har jeg dage, hvor det hele er noget lort, og alle skal skride ad helvede til?
Hvorfor har jeg dage, hvor der ikke er nogen der skal snakke til mig, før jeg selv henvender mig, fordi de ellers får bidt hovedet af?
Hvorfor kan jeg ikke bare springe op og falde ned på de ting som irriterer mig?
Hvorfor kan jeg ikke ret godt klare forandringer, uanset om det drejer sig om hvornår jeg kan komme ud at handle, eller hvor jeg skal arbejde og bo?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Indtil der en dag var en der gjorde mig opmærksom på en skelsættende sandhed...
Fordi sådan er jeg IKKE!!! Uanset hvordan og hvorledes jeg prøver at gøre tingene nemmere for mig selv, og måske prøver 'fake it till You make it'-metoden. Så er det ikke sådan jeg grundlæggende er som person...
Jeg tror ikke på, at den mest basis, grundlæggende del af ens personlighed og sind kan ændres. Med mindre man får en alvorlig hjerneskade...
Der er ingen tvivl om, at der ER ting jeg kan gøre, for at hjælpe mig selv. Og efterhånden har jeg så stor selvindsigt, at jeg ved hvornår de fleste situationer opstår, hvor jeg føler mig sat på et sidespor og kan korrigere ind. Men jeg baserer nu al min indsigt og selvhjælp på hvordan jeg ER og ikke på hvordan jeg IKKE er... Det afhælper faktisk tingene en hel del... :)
Men BUM. Så kan jeg ryge lige på halen tilbage, ved at læse sådan en sætning, som den i starten.
You can´t live a positive life
- with a negative mind.
Bullshit! Selvfølgelig kan du det. Vi er alle forskellige af sind, og vi har alle mulighed for at leve et positivt liv! Vi skal bare lade være med at stræbe efter noget der ikke er OS.
Forfatteren Laurell K. Hamilton forklarede det egentlig meget godt på et tidspunkt, i sin blog.
Laurell skriver vampyr-bøger af den blodige, uhyggelige, nasty og meget, meget sexede af slagsen. Hun minder meget om mig, i sind.
En dag har Laurell, hendes mand og et hold af deres venner en oplevelse på en restaurant, som ansporer hende til at skrive en scene til den bog hun var i gang med... Samtidig kom hun til at tænke på, at hvis hendes komiker-veninde, havde skullet skrive nøjagtig den samme scene - ville den være blevet meget forskellig fra hendes. Netop fordi de er så forskellige af sind.
Og det er der ikke noget forkert i. Vi skal bare lære at bruge det til vores fordel.
Laurell bruger det så til at skrive populære vampyr- og fariebøger og tjener kassen.
(Vil prøve at finde der hvor hun har skrevet om det og linke til det. Men er nødt til lige at komme i kontakt med hende, da det bare er blevet HELT væk for mig...)
Hvad vil du bruge det sind DU har til?
Jeg vil i hvert fald prøve at lade være med at stræbe efter noget, som jeg ikke er. Og så vil jeg prøve at lære mine børn, at lige præcis det sind de har, er det der passer til dem. For, for dælen, hvor er de forskellige af sind!
Så som svar til overstående 'Rainbow'-sætning siger jeg:
"But You can always try. And if You fail - try, try again..."
Hvordan er du af sind?
